Denne lovtekst er blevet fremført i forbindelse med arrangementet Naturen Kalder på Statens Naturhistoriske Museum d. 22. november 2023.
Lovteksten er tænkt som et oplæg til videre debat, formuleret af Shëkufe Tadayoni Heiberg, Grøn mosaikguldsmedeambassadør, november 2023
Link til livestreaming af aftenens arrangement her
§1 – Retten til liv
Alle arter på denne klode er levende. I kraft heraf, har alle arter ret til at leve og reproducere deres art. Ingen har mere ret til livet end andre.
§2 – Alt er liv
Livsrettigheder begrænser sig ikke kun til levende artsindivider, men også til arternes levende og livgivende habitater og kolonier; skovene, engene, moserne, floderne, søerne, åerne, grotterne, bjergene, og ikke mindst det store verdenshav. Alt, der er naturligt fremkommet på denne klode, inklusiv kloden selv, har ret til at findes og krav på at blive beskyttet imod krænkende og destruktiv adfærd.
§3 Retssubjektivitet
Alle individer, fra den mindste bakterie til det største pattedyr, fra det mindste vandløb til den største bjergkæde, skal betragtes og behandles som retssubjekter, dvs. juridiske personer der er lige for lovens beskyttelse. Alles rettigheder skal beskyttes, og en krænkelse af disse rettigheder, begået af et individ eller en gruppering af arten Homo sapiens, skal retsforfølges og straffes.
§4 Betydningslighed
Ingen værdimæssig rangordning mellem arter er legitim. Alle individer af alle arter er lige betydningsfulde for jordlivets og havlivets balance. Alle arters trivsel skal vægtes lige højt, uagtet arternes størrelse, udseende eller arbitrære definitioner på intelligens.
Alle arter indgår på lige fod i livets kredsløb. Alle arter er afhængige af hinanden for at opretholde deres liv, og må ind imellem acceptere at skulle spise eller blive spist. Døden er en del af livet, blot der sker med respekt for det liv, der tages.
I tilfælde hvor det er uundgåeligt at vælge beskyttelse af en art over en anden, skal vægtningen ske på baggrund af hvilken art, der bidrager mest fundamentalt til andre arters eksistens. Det betyder fx at fotosyntetiserende arter oftest har højere berettigelse, da de, foruden deres eget liv, etablerer betingelserne for så mange andres.
I tilfælde, hvor det er uundgåeligt at vælge beskyttelse af en art over en anden, og den ene af arterne er udrydningstruet, skal dennes beskyttelse prioriteres, dog med stor omhu og respekt for den anden art, som må begrænses. Det kan fx ske ved at finde et andet egnet levested for denne.
Arten Homo sapiens bidrager hverken til fotosyntese eller bestøvning, og dens levevis beriger kun i begrænset omfang andre arters liv. Derfor skal denne i ingen situationer have særbehandling, og artens liv og trivsel skal ikke prioriteres over andre arters. Homo sapiens vil dog, i de fleste tilfælde, kunne eksistere og trives, uden at overtage andre arters plads, ved blot at ændre levevis.
Arten Homo sapiens bærer ansvar for at have udøvet store skader mod øvrige arter og entiteter. Derfor har Homo sapiens – særligt artens mest skyldige, de hvide Homo sapiens fra det europæiske og amerikanske kontinent – pligt til, med øjeblikkelig virkning, at omlægge artens liv, så dette fremover indgår i de eksisterende kredsløb. Dette gøres bl.a ved at give afkald på al slavegørelse af andre arter (jf § 5, pkt. 1), al arbitrær ejendomsret (jf § 5, pkt. 4), og ved at stille menneskekroppens reststoffer til rådighed for andre arter, der kan omsætte og genanvende disse. Homo sapiens urin, ekskrementer, cyklusbetingede blod, hår, negle samt afdøde kroppe skal således føres tilbage i kredsløb, og individer af arten skal begynde at praktisere et liv i forbindelse med det øvrige liv, gennem næring, levevis og beklædning.
§5 Ejendomsuret
Ingen art og intet individ af nogen art har ret til at eje individer af sin egen eller andre arter. Levende væsner og entiteter, hvad end det er dyr, planter, svampe, mineraler, jord, vand, m.fl., kan ikke købes, sælges eller ejes. Alle ejer sig selv.
Ingen har ret til at slavegøre andre.
Ingen har ret til at benytte sig af andres arbejdskraft, uden at en fair, gensidigt vedtaget samarbejdsaftale ligger til grund.
Enhver form for forsøgt slavegørelse, udbytning eller ejerskab over andre individer eller entiteter, skal kunne retsforfølges og straffes. De menneskelige stater skal betale alle omkostninger i denne type sager.
Kun individer af arten Homo sapiens kan retsforfølges og straffes, som følge af krænkelse af andres rettigheder. Da det kun er denne art, der med forsæt forbryder sig mod de andre arter, og krænker rettigheder udover det rimelige for artens overlevelse, er det kun denne art, der vil blive holdt ansvarlig for sine gerninger i en juridisk ramme. Desuden er Homo sapiens i stand til at overskue følgevirkningerne af sine handlinger, og bærer derfor et udvidet ansvar for at forhindre negative konsekvenser af disse.
Ingen art og intet individ har ret til at eje et territorium. Jorden ejer sig selv og havet ejer sig selv. Alle, der kan udgøre et habitat for andre, eksempelvis moser, grotter og floder, er samtidig selv individer i juridisk forstand, jf. § 3 om retssubjektivitet.
Territoriale arter kan tage habitater i brug midlertidigt, med respekt for habitatets egen væren, uden dog at kunne gøre krav på habitatet, udover anvendelsesperioden. Andre arter skal, så vidt det er rimeligt for den territoriale arts natur, tillades adgang til habitatet.
Minedrift og udvinding af metaller og mineraler, udført af Homo sapiens, vil fremover være ulovligt, da dette er et brud på entiteternes ejenret, og fordi udvindingen ikke er livsnødvendig for Homo sapiens overlevelse.
§6 Det gode liv
Alle individer af alle arter har ret til gode liv. Det gode liv defineres som et liv i trivsel, med tryghed, næring, mulighed for at praktisere artens familieformer, mulighed for at realisere individets og flokkens drømme, og med beskyttelse mod ødelæggelse eller forringelse af liv og levesteder. Retten til gode liv tilkommer også naturentiteter såsom bjerge, floder, vådområder, mm.
Habitater har ret til at huse deres beboere, og individer har ret til deres habitater.
Forskningen pålægges fremefter at undersøge, hvad trivsel betyder for arter med anderledes livsformer, bl.a. bakterier, vira, alger, bjerge og himmellegemer såsom Jordkloden selv og dens måne. Ny forskning skal lægge til grund for dybere forståelse og bedre beskyttelse af disse arters ret til det gode liv.
§7 Anerkendelse af liv
Homo sapiens pålægges at anerkende alle arter og naturentiteters levendehed, som en norm, med øjeblikkelig virkning. Den nye norm skal gennemstrømme sprogbrug, skolesystemer og tværartslig relationel praksis verden over. Afvigelser fra denne norm bør italesættes som anormale.
Fx bør betegnelser såsom animisme afskaffes, da andre arters levendehed er ny kognitiv norm, mens et ord som ressourcisme kan indføres, som en betegnelse for den pt. navnløse trosretning, der anser levende arter og entiteter som døde ressourcer, der omkostnings- og smertefrit kan anvendes af Homo sapiens til egen vinding.
§8 Toksisk ressourcisme
Homo sapiens bør vedkende sig århundreders toksisk ressourcistisk praksis, og som konsekvens heraf indføre øjeblikkelige kulturændringer i form af adfærdsændring, sprogændring og forandring af skolesystemernes undervisningsmateriale, så det først og fremmest sikres, at kommende generationer frisættes af enhver form for ressourcistisk trospåvirkning. Dernæst skal al lovgivning og al relationel praksis gennemgås for ressourcistiske brister, og samfundet skal omlægges fra det kapitalistiske, til et samfund, der beror på lokale byttehandler og så stor artsrigdom, at det er forsvarligt at plukke mad og medicin blandt disse.
Alle arter bør som det første få tildelt egne verber, således at deres levendehed og agens i verden anerkendes. Eksisterende verber, der ikke er knyttet til naturentiteters egen subjektivitet, men til menneskelig udbytning af disse, såsom ‘at skove’, ‘at fiske’, ‘at plante’ og’ at bjerge’, skal afvikles eller erstattes af ord med fuld semantisk transparens, mens de nævnte gloser skal tilbageføres, så de betegner definitionen på entiteternes særegne værensform. ‘At skove’ vil herefter betyde: At være i verden, som skov. ‘At fiske’ vil betyde: At være i verden, som fisk, og så fremdeles.
§9 Strafferammen
Forbrydelser mod livet straffes i henhold til følgende strafferamme:
Økodrab eller Ecocide straffes med livstidsdomme. Under hele afsoningen pålægges de skyldige at arbejde med genopretning af de skader, de har påført. De pålægges desuden at gennemføre uddannelsen Økolov og artsomsorg under afsoningen. Økostraf afsones ikke i et fængsel, men i frihed, under opsyn.
Ødelæggelse af en eller flere arters habitat straffes, afhængig af omfang, med afsoning af 2-10 års varighed. Både under og efter afsoning pålægges de skyldige at udføre naturgenoprettelsesarbejde, og de pålægges også at gennemføre uddannelsen Økolov og artsomsorg. Gennemført uddannelse er en forudsætning for løsladelse.
Minedrift, rydning af skove, byggeri på andre arters habitat og lign. pålægges pligt om øjeblikkeligt ophør, samt fuld genoprettelse af skaden, for egen regning.
Øvrige strafudmålinger skal debatteres og fastsættes af et nationalt og internationalt bioborgerting, bestående af mennesker fra alle klasser, etniciteter, generationer og fagligheder.