Vi er rasende kvinder
vi vil ikke rumme mere
vi er fyldt til bristepunktet
nu løver i over –
Det tog tid
vi var bange
for at miste
fx livet
det tog tid men
nu giver vi los
nu løver vi over –
Vi er de store katte
i de nordlige bjerge
holder vi livet i gang
holder vi møder om fremtiden
vi har hvæsset vores kløer
nu rammer vi byen –
Vi er de tørstende træer
langs med byens boulevarder
holder vi luften iltet
holder vi jorden sammen
vi har givet og givet
vi har fodret jer længe
nu sætter vi ild til vores kroner
nu fodrer vi bålet –
hvor var I?
hvor var I dengang
da magten skiftede hænder
og hænderne sænkede mørket over os?
Kom, nu løver vi over
vi løver over vejen
ud i natten
i tasken har vi
elastikker til håret
sten til kampen
læbestift
til skriften på væggen –
Vi løver over de tremmer
der burede os inde
bag sløret
burede os inde i hjemmet
i fortællingen om liv
der intet var værd
mens vi spørger os selv:
hvor var I?
Brødre og fædre og sønner
hvor var I da livet blev berøvet
da glæden blev bandlyst
da sangen forstummede
forstod I da ikke at
den, der går efter kvinden
går efter livet
– efter friheden
forstod I det ikke?
nu forstår I –
Vi har meget vi skal hele, kom –
Kom, nu løver vi sammen
vi løver over til hadets øverste leder
og alle hans undersåtter
og jager dem ud af deres forgyldte grotter –
Vi er rasende kvinder
vi brøler som landets udpinte jorde
I regner på os igen
men vi er færdige med at rumme nu
vi lader vandet glide af og
styrer flodbølgens kurs mod jeres palæer
mens vi brøler –
Vi brøler som de udslukte floder
vi brøler som de drænede søer
vi brøler som de giftige skyer
vi brøler som de minede bjerge –
Som de flammende træer vi er,
som det oplyste løv
brøler vi en drøm, et krav, vi brøler:
Kvinde – liv – frihed
Vi brøler:
Sig det min søster, sig det
Vi brøler:
Vi vil ikke have en islamisk regering
vi vil ikke
Vi brøler:
Vi slår ihjel vi slår ihjel
den som slog vores søster ihjel!
Og vi synger:
Vær ikke bange vær ikke bange
vi står sammen
vi er mange –
Vi er ikke bange
ikke længere
vi raser fordi
de myrdede vores søster
de myrdede Mahsa
de mente hun var for meget
hendes hår var for meget
livet i hende levede for meget
de havde bare glemt
at vi er de udpinte jorde
at vi er flodbølgens muskler
at vi får jorden til at smuldre
at vi er løverne fra bjerget
vi har sat kurs mod byen
mens vi brøler:
Kvinde! – liv! – frihed!
Nu løver vi over
over alle gadens bål
alle bilernes tage
alle fortællingerne om kvinden
som ubetydelig
om livet som ubetydeligt
nu løver vi over og tager hinanden
i hænderne
omfavner træerne
og begynder at skrive på den nye fortælling –
Kvindens. Livets. Frihedens.
