:: Vintersolhvervsessay 2021
Vinteren starter ikke den 1. december. Det er en fejltagelse som kommer af, at den vestlige kalender ikke følger årshjulet, men plotter tidsinddelinger og begivenheder ind på arbitrære tidspunkter. Vinteren på vores nordlige halvkugle, starter reelt set ikke d. 1. december, den starter på årets længste nat, d. 21. december, i 2021 nøjagtigt klokken 16:58. På dette skæringspunkt når vores klode sit yderste og fjerneste punkt i sit kredsløb om solen, før den kredser videre, og herfra, meter for meter, kommer nærmere solen igen. Det kan man forstå på forskellige måder. Jeg forstår det sådan at det er det forgangne års sol, der afslutter sin bane og dør. Alt det gode den bragte med sig; lyset, varmen, det frodige flor, kun mindet står tilbage, mens årets sol takker af. Mens vi måske rammes af savnet efter den sol der strålede så mægtigt, sker det fine, at kimen til det nye års sol begynder at spire. Fødsel og død sker i samme øjeblik, og vi kan mærke et lyspunkt i sorgen, for vi ved at solen vil komme tilbage igen.
Jeg er heks. En heks er ikke en der nødvendigvis bor alene ude i skoven – selvom den dygtigste heks jeg kender, faktisk gør. Hekse lever og bor overalt, og ligner ofte mugglere til forveksling. Måske kender du én, uden at vide det. For en heks er sådan set bare en person der forstår sig på ritualernes kraft. Når året vender, som det gør på solhvervseftermiddagen kl. 16:58, så nytter det ikke noget at fortsætte som vanligt. Det eneste der nytter, hvis man vil undgå at miste forbindelsen til den ydre natur og den indre, er at stoppe op og forankre sig i den begivenhed der finder sted. Det nytter noget at ære den sol der skal stedes til hvile. Og det nytter noget at byde den nyfødte sol velkommen.
I Iran, hvor jeg kommer fra, fejrer vi vintersolhvervet med festen Yalda. Ordet Yalda har indoeuropæiske rødder og er nært beslægtet med ordet Jul, Jól og det ord som bærer hele betydningen; hjul. Det er solhjulet der starter og slutter på netop denne dato, og derfor bliver dagen fejret som en af årets to vigtigste højtider, på linje med nytårsfesten Nouruz, som fejres på (for)årets første dag, d. 21 marts.
Året starter med forårets komme, men solen bliver født når Yalda er omme.
Folk mødes med deres nære, allerede før solen går ned. I min familie spiser vi varm hvedegrød, nogle med salt, andre med sukker og kanel, et solidt og nærende måltid fra gammel tid. Bagefter bæres der nye ting ind på bordet. Nødder og frugter. Solsikkekerner, pistacienødder, mandler, hasselnødder, valnødder, dadler og rosiner. Og frisk frugt, såsom de sidste af sommerens vandmeloner, honningmeloner, druer og den vigtigste frugt, granatæblet. Granatæblerne modner i tiden frem mod solhverv og symboliserer netop den sol der har brugt et år på at frembringe og modne dem. Iranere læser meget betydning ind i granatæblet. Det er en bomstærk bolig til de mange små kerner derinde. Det er brudens frugt, fordi de røde kerner er dækket af et tyndt hvidt slør, og det skænker den mest vitaminholdige næring til den der spiser frugten. Kernerne er som rubiner, naturens glinsende ædelstene der gavmildt uddeles blandt både de rige og de fattige. I den mørke tid som er i vente, er der brug for det hele. Husly, rigdom, familie, næring og skønhed. Den tid der starter på Yalda-natten hedder Chelleh, og Chelleh betyder De fyrre. Vi ser ind i de fyrre dage og nætter der skal gå før vi er halvvejs gennem vinteren, og fremme ved kyndelmissen. Man deler altså vinteren op i to dele, for at holde orden på den, og for at ruste sig til én del ad gangen. Først den ene halvdel frem mod vinterens strengeste punkt, d. 2. februar. Så den anden halvdel frem mod forårets første dag, som falder på jævndøgn d. 21. marts. Sådan arrangerer man tiden, baseret på kosmisk synkronitet med naturen og behovet for forankring.
I Danmark fejrer vi ikke Yalda, men Jul, på den vilkårlige dato d. 24. december og nytår på den endnu mere vilkårlige dato d. 31. december. Når vi gør det, så udfører vi handlinger som vi ikke forstår, handlinger som ikke forankrer os i den virkelighed vi forlader og går i møde. Hvorfor gør vi det? Er vi da ikke allerede tilstrækkeligt afkoblet naturen, både den udenfor og indeni os? Jeg oplever det som meget forstyrrende, at vi sådan sjofler med ritualerne, og jeg ser den direkte konsekvens der rammer os i form af to ting: Rodløshed og overforbrug. For når vi mister fornemmelsen hvor hvorfor vi gør som vi gør, hvorfor vi mødes og spiser og tænder lys, hvorfor vi slæber døde træer ind i stuerne og leger med krudt, ja så får forbrugsmarkedet nemt ved at gøre sit indtog. Når vi ikke giver stemme til højtidernes egentlige årsager, fortæller historier, udfører meningsbærende handlinger, ja, så får gaverne lov til at fylde det hele, og så får Coca Cola nemt ved at bilde os ind at julen handler om en sort drik med sukker og brus. Hvis vi vidste hvad vi lavede og hvorfor, kunne vi meget bedre stå alt det imod.
Anderledes klog er naturen. I skoven, i parkerne, i haverne og i byens grønne korridorer står træerne, og de har forstået hvad der sker. Instinktivt trækker de deres energi tilbage og gør sig klar til vinteren. Henover efteråret ser vi de smukke gulorange farver som bladene får, og vi frydes. Alt i mens ser situationen noget anderledes ud fra træernes eget perspektiv. Her er det ramme alvor. De er hastigt i gang med at trække klorofylet ind, så det ikke falder af med bladene. De trækker også saften ud af bladene og lagrer hele deres kraft i kernen, tæt ved rødderne, hvor den er beskyttet mod rusk og frost. Herefter smider de alt overflødigt overbord. Alle bladene falder, og også de grene der ikke længere er brug for, ryger af i den næste storm. Træet ser nøgent ud, men det står bomstærkt og er klogere end os der går omkring med vores klorofyl hængende udenpå festtøj og deadlines. Vi forstår ikke at det er nu vi skal pakke energien væk og gå i hi. Vi forstår det ikke, fordi vores fælles ritualer ikke er gode for os, som de er nu.
I Iran våger man over natten d. 21. december. Man holder sig vågne i fællesskab, så længe man orker. Man holder lyset, latteren, musikken og snakken i gang, og man holder det mørke for døren. Det mørke kan være mørket som det er, eller dæmonerne, som hedder djen. De er særligt aktive den nat. De ligner mennesker, men har klove som geder, så de kan være svære at kende. De har ondt i sinde, og kan forstyrre både nattens drømme og det kommende års gang, hvis ikke de holdes på afstand. Så man tænder nogle flere lys, spiser nogle flere frugter, spiller et sæt kort og læser symbolmættede digte, som et værn og som en genopladning. Når man går hvert til sit, er man derfor både bevidst om sagens og dagens alvor, og rustet til de fyrre dage der står for døren.
I år skulle jeg have mødtes med mine medhekse for at markere solhvervet. Vi skulle ud i en træhytte i Skåne, uden strøm og vand, men med poser fulde af mad, stearinlys, hvide kjoler og hinanden. Vi skulle bære lyset frem og ind i vores hjerter, og fylde næring på alle depoter, så vi var klar. Vi skulle have taget afsked med solen der døde og budt det nye solkim velkommen. I år bliver vi forhindret i at mødes på grund af virussen, der er overalt. Så vi må mødes i ånden, d. 21. december kl 16:58, hvilket hekse heldigvis snildt kan klare. Vi vil gøre alt det vi skulle, bare hvert sit sted. Og jeg vil invitere jer til at tage del. Lad os mødes om en fælles kraft, når året skifter på sit sande vendepunkt. Man kan tænde et lys i skumringen, eller lade være. Man kan begrave en sætning, man gerne vil tage afsked med og plante en spirende sætning, som man vil bære med ind i det nye år. Men man kan også bare stoppe op, trække vejret en enkelt gang, mærke suget i maven over at nu – nu dør en sol og nu fødes en ny. Nu slutter en tid, men vinteren, den er først lige begyndt. Nu tæller vi de fyrre dage ned til kyndelmissen, mens vi drager omsorg for os selv og hinanden. Lader roen sænke sig og giver tilbagetrækningen plads at findes på.
Selv vil jeg tænke som træet, trække mit klorofyl i mig og lade de overflødige blade falde, holde hovedet koldt og kernen varm, indtil det igen bliver tid til at skyde.