Shëkufe

Nu er det tid

::Jævndøgnstekst 20.03.22::

Nu er det tid.

Tid til nye fortællinger at flyve ind i fremtiden på.

til nye fortællinger at blive høj på livet på.

til nye fortællinger at hænge vores verdensbilleder op på.

Det er tid til omsorg, ikke moderat omsorg, men radikal.

Det er tid til at samle en mariehøne op fra cykelstien og bære den i sikkerhed i en busk. 

Det er tid til at forsøge at tænke som en ærteplante, hvad gør den glad, hvad gør den trist, hvad er dens ønsker for livet?

Det er tid til at sætte sig i myrens sted og spørge sig selv; hvad kan jeg gøre for at dens liv bliver bedre?

Tid til at lære fuglenes sprog, træernes sprog og myrernes sprog.

Tid til at lære vennernes navne. De venner der gror under vores fødder, mellem vores fliser. At hilse dem godmorgen og godaften.

Tid til at give en plante mange venner at leve sammen med, mange andre slags planter at dele jorden med.

Tid til at tilberede et nærende måltid mad til en plante, en dejlig slurk te af de bedste råvarer, at skænke op for planten i fint service der gavmildt drypper teen ned i mulden, ned til røddernes åbne munde.

Tid til nænsomt at befrie en salvie fra den snerle som har snoet sig fast omkring den.

Tid til nænsomt at flytte snerlen til et andet voksested, hvor den ikke gør skade.

Tid til at drage omsorg for naturen og derigennem omsorg for selvet, børnene og alle arterne, nu og i fremtiden. 

Tid til at skabe flere og rigere væresteder og opholdsrum for planter, mennesker og dyr.

Tid til at se haven som et potentielt tværartsligt værested, der kan drage omsorg for både planter, mennesker og dyr på samme tid.

Tid til at undgå bar jord. At se bar brun jord som et åbent sår. At se planter og bunddække som den hud, jordkroppen behøver for ikke at forbløde.

Tid til at ville beskytte dem der lever her om 100 år, på samme måde som vi vil beskytte vores egne.

Tid til at have fremtiden og dens beboere kær, beboere af alle arter.

Tid til at have nutiden og dens beboere kær, beboere af alle arter.

Tid til at leve med månen, at føle for månen og alle himmellegemerne.

Tid til at leve med mulden, at træde ned i mulden og se verden fra en plantes perspektiv.

Tid til at leve med knopurten som en ven. At give den et glas vand når den er tørstig og en portion sol når den er sulten.

Tid til at drage omsorg for naturen og derigennem omsorg for selvet, børnene og alle arterne, nu og i fremtiden.

Tid til at stå sammen om det håb der må holdes levende og virksomt, for at vi kan træde den rigtige vej for vores klodes klima og biodiversitet.

Tid til at stå sammen om den sorg som klimaets krise også er. At være fælles i sorgen, at begræde tabet af en uddød art, som vi ville begræde tabet af en nær ven. Sammen.

Tid til at drage lige meget omsorg for nuttede og mindre nuttede dyr, smukke og mindre smukke planter.

Tid til at kalde søens dafnier for venner. At kalde de tudser, der spiser søens dafnier, for venner. At kalde hejren, der spiser tudserne, for en ven. At kalde mennesket, der udrydder hejrens levesteder, for fjende. 

Tid til at lænke os fast til fly, for at undgå at de går på vingerne og gør kloden mindre beboelig.

Tid til at sige fra over for business as usual og conversation as usual.

Tid til at spise mad der ikke måtte lide for at ende på ens tallerken.

Tid til at iklæde os tøj der ikke har medført lidelse, for den der fremstillede tøjet eller den der levede i dragten, før den endte på ens krop.

Tid til at stoppe med at bruge ordet ukrudt. Der findes ikke ukrudt. Der findes kun krudt, planter fulde af kraft og næring til jorden, luften og alle naboplanterne.

Tid til at betragte det at hive planter op ad jorden som en voldshandling der skal undgås hvor end det er muligt.

Tid til at tale udnyttelsen imod. Udnyttelsen af andres væren, andres arbejdskraft, andres fremtid.

Tid til at tale udnyttelsen imod. Udnyttelsen af dig som sansende væsen med behov for bare at findes her på jorden.

Tid til at forestille sig en mere omsorgsfuld verden og gøre hvad man kan, stort som småt, for at gå det sted i møde.

Det er tid til omsorg, ikke moderat omsorg, men radikal.

Året starter gråt,

senere kommer farverne

2022
Foto: Rita Blue Biza

Nu er solen død, nu er solen født

:: Solhvervstekst

Vinteren starter ikke den 1. december. Det er en fejltagelse som kommer af, at den vestlige kalender ikke følger årshjulet, men plotter tidsinddelinger og begivenheder ind, på arbitrære tidspunkter. Vinteren, på vores nordlige halvkugle, starter reelt set ikke d. 1. december, den starter på årets længste nat, d. 21. december, i år nøjagtigt klokken 16:58. På dette skæringspunkt når vores klode sit yderste og fjerneste punkt i kredsløbet om solen, før den kredser videre, og herfra, meter for meter, kommer nærmere solen igen. Det kan man forstå på forskellige måder. Jeg forstår det sådan at det er det forgangne års sol der afslutter sin bane og dør. Alt det gode den bragte med sig; lyset, varmen, det frodige flor, kun mindet står tilbage, mens årets sol takker af. Men mens vi måske rammes af savnet efter den sol der strålede så mægtigt, sker det fine, at kimen til det nye års sol bliver født. Fødsel og død sker i samme øjeblik, og vi kan mærke et lyspunkt i sorgen, for vi ved at solen vil komme tilbage igen. 

Jeg er heks. En heks er ikke en der nødvendigvis bor alene ude i skoven – selvom den dygtigste heks jeg kender, rent faktisk gør. Hekse lever og bor overalt, og ligner ofte mugglere til forveksling, og måske kender du én, uden at vide det. For en heks er sådan set bare en person der forstår sig på ritualernes kraft. Når året vender, som det gør på solhvervseftermiddagen kl. 16:58, så nytter det ikke noget at fortsætte som vanligt. Det eneste der nytter, hvis man vil undgå at miste forbindelsen til den ydre natur og den indre, er at stoppe op og forankre sig i den begivenhed der finder sted. Det nytter noget at ære den sol der skal stedes til hvile. Og det nytter noget at byde den nyfødte sol velkommen. 

I Iran, hvor jeg kommer fra, fejrer vi vintersolhvervet med festen Yalda. Ordet Yalda har indoeuropæiske rødder og er nært beslægtet med ordet Jul, Jól og det ord som bærer hele betydningen; hjul. Det er solhjulet der starter og slutter på netop denne dato, og derfor bliver dagen fejret som en af årets to vigtigste højtider, på linje med nytårsfesten Nouruz, som fejres på (for)årets første dag, d. 21 marts. 

Årets starter med forårets komme, men solen bliver født når Yalda er omme. 

Folk mødes med deres nære, allerede før solen går ned. I min familie spiser vi varm hvedegrød, nogle med salt, andre med sukker og kanel, et solidt og nærende måltid fra gammel tid. Bagefter bæres der nye ting ind på bordet. Nødder og frugter. Solsikkekerner, pistacienødder, mandler, hasselnødder, valnødder, dadler og rosiner. Og frisk frugt, såsom de sidste af sommerens vandmeloner, honningmeloner, druer og den vigtigste frugt, granatæblet. Granatæblerne modner i tiden frem mod solhverv og symboliserer netop den sol der har brugt et år på at frembringe og modne dem. Iranere læser meget betydning ind i granatæblet. Det er en bomstærk bolig til de mange små kerner derinde. Det er brudens frugt, fordi de røde kerner er dækket af et tyndt hvidt slør, og det skænker den mest vitaminholdige næring til den der spiser frugten. Kernerne er som rubiner, naturens glinsende ædelstene der gavmildt uddeles blandt både de rige og de fattige. I den mørke tid som er i vente, er der brug for det hele. Husly, rigdom, familie, næring og skønhed. Den tid der starter på Yalda-natten hedder Chelleh, og Chelleh betyder De fyrre. Vi ser ind i de fyrre dage og nætter der skal gå før vi er halvvejs gennem vinteren, og fremme ved kyndelmissen. Man deler altså vinteren op i to dele, for at holde orden på den, og for at ruste sig til én del ad gangen. Først den ene halvdel frem mod vinterens strengeste punkt, d. 2. februar. Så den anden halvdel frem mod forårets første dag, som falder på jævndøgn d. 21. marts. Sådan arrangerer man tiden, baseret på logisk synkronitet med naturen og behovet for forankring.

I Danmark fejrer vi ikke Yalda, men Jul, på den vilkårlige dato d. 24. december og nytår på den endnu mere vilkårlige dato d. 31. december. Når vi gør det, så udfører vi handlinger som vi ikke forstår, handlinger som ikke forankrer os i den virkelighed vi forlader og går i møde. Hvorfor gør vi det? Er vi da ikke allerede tilstrækkeligt afkoblet naturen, både den udenfor og indeni os? Jeg oplever det som meget forstyrrende, at vi sådan sjofler med ritualerne, og jeg ser den direkte konsekvens der rammer os i form af to ting: Rodløshed og overforbrug. For når vi mister fornemmelsen hvor hvorfor vi gør som vi gør, hvorfor vi mødes og spiser og tænder lys, hvorfor vi slæber døde træer ind i stuerne og leger med krudt, ja så får forbrugsmarkedet nemt ved at gøre sit indtog. Når vi ikke giver stemme til højtidernes egentlige årsager, fortæller historier, udfører meningsbærende handlinger, ja, så får gaverne lov til at fylde det hele, og så får Coca Cola nemt ved at bilde os ind at julen handler om en sort drik med et overload af sukker og brus. Hvis vi vidste hvad vi lavede og hvorfor, kunne vi meget bedre stå alt det imod.

Anderledes klog er naturen. I skoven, i parkerne, i haverne og i byens grønne korridorer står træerne, og de har forstået hvad der sker. Instinktivt trækker de deres energi tilbage og gør sig klar til vinteren. Henover efteråret ser vi de smukke gulorange farver som bladene får, og vi frydes. Alt i mens ser situationen noget anderledes ud fra træernes eget perspektiv. Her er det ramme alvor. De er hastigt i gang med at trække klorofylet ind, så det ikke falder af med bladene. De trækker også saften ud af bladene og lagrer hele deres kraft i kernen, tæt ved rødderne, hvor den er beskyttet mod rusk og frost. Herefter smider de alt overflødigt overbord. Alle bladene falder, og også de grene der ikke længere er brug for, ryger af i den næste storm. Træet ser nøgent ud, men det står bomstærkt og er klogere end os der går omkring med vores klorofyl hængende udenpå festtøj og deadlines. Vi forstår ikke at det er nu vi skal pakke energien væk og gå i hi. Vi forstår det ikke, fordi vores fælles ritualer ikke er gode for os, som de er nu.

I Iran våger man over natten d. 21. december. Man holder sig vågne i fællesskab, så længe man orker. Man holder lyset, latteren, musikken og snakken i gang, og man holder det mørke for døren. Det mørke kan være mørket som det er, eller dæmonerne, som hedder djen. De er særligt aktive den nat. De ligner mennesker, men har klove som geder, så de kan være svære at kende. De har ondt i sinde, og kan forstyrre både nattens drømme og det kommende års gang, hvis ikke de holdes på afstand. Så man tænder nogle flere lys, spiser nogle flere frugter, spiller et sæt kort og læser symbolmættede digte, som et værn og som en genopladning. Når man går hvert til sit, er man derfor både bevidst om sagens og dagens alvor, og rustet til de fyrre dage der står for døren. 

I år skulle jeg have mødtes med mine medhekse for at markere solhvervet. Vi skulle ud i en træhytte i Skåne, uden strøm og vand, men med poser fulde af mad, stearinlys, hvide kjoler og hinanden. Vi skulle bære lyset frem og ind i vores hjerter, og fylde næring på alle depoter, så vi var klar. Vi skulle have taget afsked med solen der døde og budt det nye solkim velkommen. I år bliver vi forhindret i at mødes på grund af virussen, der er overalt. Så vi må mødes i ånden, d. 21. december kl 16:58, hvilket hekse heldigvis snildt kan klare. Vi vil gøre alt det vi skulle, bare hvert sit sted. Og jeg vil invitere jer til at tage del. Lad os mødes om en fælles kraft, når året skifter på sit sande vendepunkt. Man kan tænde et lys i skumringen, eller lade være. Man kan begrave en sætning, man gerne vil tage afsked med og plante en spirende sætning, som man vil bære med ind i det nye år. Men man kan også bare stoppe op, trække vejret en enkelt gang, mærke suget i maven over at nu – nu dør en sol og nu fødes en ny. Nu slutter en tid, men vinteren, den er først lige begyndt. Nu tæller vi de fyrre dage ned til kyndelmissen, mens vi drager omsorg for os selv og hinanden. Lader roen sænke sig og giver tilbagetrækningen plads at findes på. 

Selv vil jeg tænke som træet, trække mit klorofyl i mig og lade de overflødige blade falde, holde hovedet koldt og kernen varm, indtil det igen bliver tid til at skyde. 


2. oplag af Plantae sapien udkom d. 24. november 2021 i 30 eksemplarer. Oplaget blev udsolgt samme dag. Herefter vil der ikke blive trykt flere håndlavede oplag af bogen, men der kommer et traditionelt trykt 3. oplag i 2022. Derudover er e-bogen nu udkommet. Den kan streames hos Mofibo, Nextory. og snart også e-reolen.

e-bogens forside

Facepiece i neon

Shëkufe, november 2021

2. oplag på 30 bøger blev håndtrykt, håndsyet og håndmalet på Uros hjemmebase

November 2021

Logoet på Plantae sapien er også et facepiece. Billedet er benyttet i forbindelse med udgivelsen.

Shëkufe, Oktober 2021

1. oplag af Plantae sapien udkom i et håndlavet oplag på 30 eksemplarer i slut-oktober 2021, en uge før COP26 i Skotland, som en utopistisk og aktivistisk reaktion på klimatopmødets alvor.

Oktober 2021

En digter planter sine fødder i jorden og fremsiger en hyldest til sennepsfrøet

Performance, Rønnebæksholm 15.08.21

Portræt til Muld & liv

december 2020

Borago officinalis – Hjulkrone

En cirkel der slutter tæt. Frøet såede spiren til digtet som nu er spiret frem igen som plante der modner frø i sine solblå grotter

Medicinhaven for radikal omsorg – Rønnebæksholm

Muld & Liv er en hyldest til 20 frø der har forvandlet sig til smukke planter i min have i løbet af sommeren 2020. Bogen er en kærlighedserklæring og et kampskrift – en opfordring til at plante verden til med alle mulige og umulige frø. Og til at sætte os i planternes sted og prøve at tænke på ‘plantsk’ sådan at vi også kan handle mest muligt i overenstemmelse med planternes egne behov.

Det første digt i bogen handler om en af mine yndlingsfrø – og blomster, hjulkronen. Den fylder mig med fryd, den solblå stjerne.

De første 2 oplag af Muld & liv blev sendt ud i verden sammen med en vilter frøblanding – et ‘lille frøhjerte’.

Billedet viser forsiden til 3. oplag som afviger fra 2. oplag ved at øjet i midten kigger til højre.

Muld & liv, 3. oplag – januar 2021

Det her billede holder jeg meget af på grund af de mange stofligheder der er på spil og fordi jeg purely elsker motivet. Jeg fik det taget i 2018 i forbindelse med et interview om bogen Æg i magasinet Udbrud!

Interviewet kan findes her

Portrætfoto for Æg

Shëkufe, 2017

Førsteudgaven af Æg er mintblå.

Oktober, 2017

Jeg var – og er – meget optaget af ægget. Dets skrøbelighed og styrke, den hårde skal og den bløde hvide og blomme, den sublime startpakke – ligesom et frø.

Shëkufe

Et æg er en bolig

møbleret

minibaren fyldt op

Bagside til 1. oplag af Æg, 2017

Et interviewfoto

Udbrud! (december 2017)

Et måneportræt til bogens drama i ét akt Måne & æg

Oplæsning af Æg

Avedøre bibliotek

Andenudgaven af Æg fra 2018 er solgul. Bogen er udgået, men vil blive genoptrykt med nye omslagsfarver i 2022

Æg, 2. oplag, 2018

Jeg debuterede i 2016 med digtsamlingen Frugt & grønne sager, som er nært beslægtet med Muld & liv. Bogen er en hyldest til 25 frugter og grøntsager med tilhørende illustration. Frugt & grønne sager udkom først i et håndlavet førsteoplag på 10 eksemplarer. 2.oplaget der fulgte efter, var på 20. eksemplarer, 3. oplaget på 30, 4.oplaget på 40 og alle hvad de håndlavede fra start til slut.

Derefter fik jeg trykt 5. og 6. a 100 eksemplarer hver, på traditionel vis. Senest er 7. oplag a 200 eksemplarer udkommet i 2020. I kassen ses 6. oplag af bogen, som havde citrusfarvet omslag.

Portrætfoto til

Frugt & grønne sager

Shëkufe, 2016

Foto af digtet “Gulerod”, inden bogen er blevet syet i ryggen.

Digtet “Porre” er dedikeret til min veninde Andrea Hejlskov

I 2018 udgav jeg Frugt & grønne sager – børneudgaven, med børnerim til alle de samme frugter og grøntsager som optræder i den oprindelige digtsamling. Den er i A4 og en farveeksplosion både udenpå og indeni – noget jeg længe havde drømt om.