🌿Jeg frikøber landet smule for smule🌿
Dette er en sammenfatning af formidling om Hjortetakly og frikøb af jord, som oprindeligt blev delt på LinkedIn i maj 2025. Nederst er mine 9 tips til at frikøbe land, uden at have en krone på lommen.
1.
Inspireret af Tanya Lindkvists serie om at kvinder skal eje mere land, vil jeg fortælle min egen historie om frikøb uden organisationer eller foreninger i ryggen.
I 2021 blev jeg for alvor chokeret over at opdage, at storinvestorer fra ind- og udland var i fuld gang med at opkøbe den danske landjord med dollartegn i øjnene, ikke med kærlighed til jorden.
Hvad kan vi gøre, tænkte jeg, og min indskydelse førte mig ind på boligsiden.dk. Her fandt jeg hurtigt en forvildet villagrund der stod til salg på Sydsjælland, grænsende til Møn. Den var billig og i salgsannoncen stod der groft sagt at man nemt kunne rydde hele skidtet og anlægge en fin have med hjælp fra Leopolds rullegræs.
Min reaktion var, at det måtte forhindres. Det måtte ikke ske, at grunden med de høje træer og det vilde krat blev ryddet og omskabt til det rene ingenting, naturmæssigt betragtet.
Jeg så salgsannoncen søndag, tog derud og så stedet mandag og underskrev kontrakten tirsdag. Og jeg besluttede at der hverken skulle ryddes eller anlægges, men sættes fri.
Nok ejer jeg grunden på papiret, men i virkeligheden ejer vi mennesker intet andet end vores egne kroppe, hvordan skulle vi kunne det?
Grunden gav jeg navnet Hjortetakly efter de mange hjortetaktræer som giver ly til den lille hytte på grunden, som end ikke ejendomsmægleren havde opdaget, for alt det grønne liv der levede og lever der.
Adressen er Moseengen 1 i Kalvehave, og du er velkommen til at besøge haven, hvis du er i området
Ni Tips
1. Find den billigste klausulfrie grund til salg på boligsiden.dk (lige nu koster den billigste grund 25.000 kr., den er på 704 m2 og ligger i Nibe. Jeg har dog ikke tjekket om det er bopæls- eller byggepligt).
2. Udregn kvadratmeterprisen (i Nibe-tilfældet er den 25.000 : 704 = 35,5 kr.)
3. Udtænk et produkt som er næsten omkostningsfrit at skabe og kan sælges for den pågældende kvadratmeterpris. Det kan være en hæklet klud, en pose med frø, du selv har høstet, en nøglering i krympeplast, et flot kort med information om frikøbet. Eller en kop kaffe, en muffin eller et æble at sælge på det lokale loppemarked. Det kan også være oplevelser: læg nogens horoskop for 35,5 kr., skriv et personligt digt til dem, syng, spil eller optræd med noget og tag entré. Sangen/digtet/mv. kan fx handle om det frikøb, publikum får del i.
4. Reproducer produktet/varen i det antal, som du har m2 på grunden (i eksemplet her kunne der fx laves 704 nøgleringe i krympeplast. Det kan også være lidt af hvert, 50 nøgleringe, 50 muffins osv. indtil du er oppe på 704 varer.)
5. Sælg dine varer. Ved hvert salg oplyser du om, at pengene går til frikøb af denne grund, og du giver køberen en flyer/et link/ en QR-kode med (1) information om grunden, (2) motivet til at frikøbe den og (3) adressen, til når folk vil besøge deres frikøbte m2.
6. Formidl hvordan du har gjort. Folk vil spørge; Kan man bare det? Dertil kan du svare; Ja! Det er nemt! Og fortælle dem hvordan. Vejledningen kan også stå i den information du uddeler. Vejledningen kan i sig selv være dit produkt, hvis den er flot udformet. Du er velkommen til at omskrive denne tekst og lade dét være din vare.
7. Når dine 704 varer er solgt, er hele grunden frikøbt. Her må du gerne fejre! Derefter går du på udkig efter en ny grund.
8. Gentag processen med at skabe og sælge produkter. Nu er du klogere og kan justere processen med erfaring fra sidste frikøb.
9. Bliv ved og ved, og opfordr alle der frikøber med dig til at gøre det samme. Tal stort om det, bred armene ud, sig, “vi har skabt en bevægelse!”, og nyd at flyde med den.
Ps. Har du ikke en krone til indskud, kan du også starte den anden vej rundt, ved at begynde med at skabe og sælge produkterne og indsamle pengene for derefter at købe en grund. I så fald skal du bare være sikker på at du kommer til at bruge pengene som lovet, evt. ved at oprette en crowdfunding, hvor penge først bliver trukket fra folks konti, når det fulde beløb er opnået og køb af grunden er garanteret.
Du kan også starte processen med at spare op til første frikøb. Så er du altid ét skridt foran og har midler til nyt frikøb så snart den første grund er tjent ind via produktsalg.
Sæt igang!

I 2023 fik jeg samme indskydelse en gang mere. I forbindelse med mit forlag Forlaget Uro havde jeg på dette tidspunkt i flere år frikøbt natur i samarbejde med Den Danske Naturfond. Vi lavede en god model, der bandt 1 m2 frikøbt natur til hver solgte bog, og fik på den måde frikøbt over 5000 m2 natur i Danmark. Naturområder som Naturfonden har frisat, så den nu er alt og alles, men som jeg ikke kender de eksakte placeringer på. Det er smukt i sin egen ret. Men jeg fik lyst til at føre projektet videre på egne hænder, kende jordenes placering, blive mere forankret (forrodet?) gennem dem. Derfor købte jeg selv, gennem forlaget, en ny naturgrund på 1000 m2, denne gang ved Lille Vildmose i Nordjylland. Jeg døbte grunden Lille Vildrose og jeg har faktisk ikke engang besøgt den endnu. Men det er også underordnet. Grunden skal ikke gøre noget for mig. Og jeg bilder mig ikke ind, at jeg kan gøre noget for den. Den kan selv. Den skal bare frisættes til at passe sig selv, arterne på grunden skal have fred til at leve og mangfoldiggøre sig som de finder rigtigt (også de såkaldt invasive vildroser, Rosa ragusa) og alle der køber de af forlagets bøger, som er en del af frikøbsordningen, får fri adgang til at besøge grunden.