Nu er det tid
::Jævndøgnsessay 20.03.22::
Nu er det tid.
Tid til nye fortællinger at flyve ind i fremtiden på.
til nye fortællinger at blive høj på livet på.
til nye fortællinger at hænge vores verdensbilleder op på.
Det er tid til omsorg, ikke moderat omsorg, men radikal.
Det er tid til at samle en mariehøne op fra cykelstien og bære den i sikkerhed i en busk.
Det er tid til at forsøge at tænke som en ærteplante, hvad gør den glad, hvad gør den trist, hvad er dens ønsker for livet?
Det er tid til at sætte sig i myrens sted og spørge sig selv; hvad kan jeg gøre for at dens liv bliver bedre?
Tid til at lære fuglenes sprog, træernes sprog og myrernes sprog.
Tid til at lære vennernes navne. De venner der gror under vores fødder, mellem vores fliser. At hilse dem godmorgen og godaften.
Tid til at give en plante mange venner at leve sammen med, mange andre slags planter at dele jorden med.
Tid til at tilberede et nærende måltid mad til en plante, en dejlig slurk te af de bedste råvarer, at skænke op for planten i fint service der gavmildt drypper teen ned i mulden, ned til røddernes åbne munde.
Tid til nænsomt at befrie en salvie fra den snerle som har snoet sig fast omkring den.
Tid til nænsomt at flytte snerlen til et andet voksested, hvor den ikke gør skade.
Tid til at drage omsorg for naturen og derigennem omsorg for selvet, børnene og alle arterne, nu og i fremtiden.
Tid til at skabe flere og rigere væresteder og opholdsrum for planter, mennesker og dyr.
Tid til at se haven som et potentielt tværartsligt værested, der kan drage omsorg for både planter, mennesker og dyr på samme tid.
Tid til at undgå bar jord. At se bar brun jord som et åbent sår. At se planter og bunddække som den hud, jordkroppen behøver for ikke at forbløde.
Tid til at ville beskytte dem der lever her om 100 år, på samme måde som vi vil beskytte vores egne.
Tid til at have fremtiden og dens beboere kær, beboere af alle arter.
Tid til at have nutiden og dens beboere kær, beboere af alle arter.
Tid til at leve med månen, at føle for månen og alle himmellegemerne.
Tid til at leve med mulden, at træde ned i mulden og se verden fra en plantes perspektiv.
Tid til at leve med knopurten som en ven. At give den et glas vand når den er tørstig og en portion sol når den er sulten.
Tid til at drage omsorg for naturen og derigennem omsorg for selvet, børnene og alle arterne, nu og i fremtiden.
Tid til at stå sammen om det håb der må holdes levende og virksomt, for at vi kan træde den rigtige vej for vores klodes klima og biodiversitet.
Tid til at stå sammen om den sorg som klimaets krise også er. At være fælles i sorgen, at begræde tabet af en uddød art, som vi ville begræde tabet af en nær ven. Sammen.
Tid til at drage lige meget omsorg for nuttede og mindre nuttede dyr, smukke og mindre smukke planter.
Tid til at kalde søens dafnier for venner. At kalde de tudser, der spiser søens dafnier, for venner. At kalde hejren, der spiser tudserne, for en ven. At kalde mennesket, der udrydder hejrens levesteder, for fjende.
Tid til at lænke os fast til fly, for at undgå at de går på vingerne og gør kloden mindre beboelig.
Tid til at sige fra over for business as usual og conversation as usual.
Tid til at spise mad der ikke måtte lide for at ende på ens tallerken.
Tid til at iklæde os tøj der ikke har medført lidelse, for den der fremstillede tøjet eller den der levede i dragten, før den endte på ens krop.
Tid til at stoppe med at bruge ordet ukrudt. Der findes ikke ukrudt. Der findes kun krudt, planter fulde af kraft og næring til jorden, luften og alle naboplanterne.
Tid til at betragte det at hive planter op ad jorden som en voldshandling der skal undgås hvor end det er muligt.
Tid til at tale udnyttelsen imod. Udnyttelsen af andres væren, andres arbejdskraft, andres fremtid.
Tid til at tale udnyttelsen imod. Udnyttelsen af dig som sansende væsen med behov for bare at findes her på jorden.
Tid til at forestille sig en mere omsorgsfuld verden og gøre hvad man kan, stort som småt, for at gå det sted i møde.
Det er tid til omsorg, ikke moderat omsorg, men radikal.